Bebyggelsen    » Deklaration
 


Deklaration vedrørende Gassehaven


Sammen med Lokalplan 100 udgør deklarationen fra 1969 det regelsæt, der regulerer alle væsentlige forhold i bebyggelsen.

Deklarationen skal ubetinget overholdes.


Nedenstående er afskrift af deklarationen. Ønskes deklarationen i original version kan linket nederst på siden benyttes.
   
  Undertegnede ejere af ejendommene matr.nr 1ee og 1er af Holte by, Gl. Holte sogn, pålægger herved for sig og efterfølgende ejere af nævnte ejendomme eller parceller udstykket herfra efter den 22. maj 1969 følgende servitutmæssige bestemmelser
  §1
  Bebyggelse samt anlæg af veje og stier, legepladser, fællesarealer og beplantninger på ejendommene må kun ske i overensstemmelse med den på vedhæftede kortbilag viste vej- og bebyggelsesplan dateret den 12. april 1969 samt ligeledes vedhæftede haveplan dateret den 16. april 1969 med tilhørende beskrivelse.
  §2
  Enhver ændring i forhold til de i Søllerød kommunes bygningsinspektorat under journal nr. 648/68 og 682/68 beroende detailprojekter af bebyggelsen må ikke finde sted uden kommunalbestyrelsens særlige tilladelse. - Dette gælder også bebyggelsens farver.
  §3
  Købere af parceller og efterfølgende ejere af disse er pligtige at indtræde i en grundejerforening omfattende de fra ejendommene udstykkede parceller. Dette gælder også ejeren af eventuelle usolgte parceller.

Grundejerforeningen stiftes på sælgernes initiativ, når et efter deres skøn passende antal parceller er solgt.

Vedtægterne, der ikke må være i strid med bestemmelserne i nærværende deklaration, skal godkendes af Søllerød kommunalbestyrelse.

Foreningens formål er at løse de for parcelejerne fælles opgaver, derunder vedligeholdelse af veje, rabatter, fortove, legepladser, fællesarealer, belysning mv.

Grundejerforeningen er berettiget og forpligtet til at tage skøde på de private veje, rabatter, stier og fællesarealer, når disse er anlagt, og må ikke videresælge disse. Overtagelsen sker vederlagsfrit, men således at enhver omkostning og udgift ved overdragelsen, der ordnes af sælgerne, afholdes af grundejerforeningen.

Grundejerforeningens bestyrelse skal være berettiget til på medlemmernes vegne at træffe bindende aftaler med Søllerød kommune.
 
§4
  Den fremtidige vedligeholdelse af vejene - i det omfang disse ikke overtages som offentlige biveje - påhviler parcelejerne efter de i lovgivningen til enhver tid gældende regler. Fællesarealerne skal iøvrigt vedligeholdes efter den af kommunalbestyrelsen godkendte haveplan.
  §5
  Den enkelt ejer er - og eventuelt med solidarisk ansvar - pligtig at tåle eller underskrive deklaration med eller uden pant til tinglysning på de udstykkede parceller, som måtte blive forlangt af sælgerne, kommune, låneinstitution, NESA eller grundejerforening i forbindelse med vedligeholdelse af kloakanlæg, veje, el- og vandledninger. Hvor vand-, el- eller andre ledninger af enhver art føres over parcellerne, er de parcelejere, som berøres heraf, pligtige at tåle dette og give adgang til ledningernes fremtidige vedligeholdelse. Der vil ikke kunne kræves erstatning for ledningsføring af nogen art, der måtte blive foretaget i forbindelse med udstykningen.
  §6
  Mindre betydende lempelser i nærværende deklaration kan indrømmes, når der er enighed herom mellem grundejerforeningen og Søllerød kommunalbestyrelse.
  §7
  Påtaleberettiget ifølge nærværende deklaration er Søllerød kommunalbestyrelse.
  §8
  Angående de ejendommene iøvrigt påhvilende servitutter og byrder henvises til ejendommenes blade i tingbogen.
   
  Holte den 1. juli 1969
  Palle Suenson                                                   M. Brockhuss Maskinsnedkeri
(ejer af matr.nr.1ee af Holte)                             (ejer af matr.nr.1er af Holte)
   
  Kan tiltrædes. Søllerød Kommunalbestyrelse d. 14. august 1969
Note:
Ovennævnte deklaration er ændret i 1973 for så vidt angår bebyggelsesplanen mht opførelse af yderligere 1 rækkehus, ændring af varmecentralens placering.
Grundejerforeningen Gassehaven - 2840 Holte